Himmerige for heste - sep. 00

Af Helene Kemp, Dyrenes Beskyttelse

De arbejder ni uger om året. De har 30 tønder land at tumle sig på. Og om vinteren kan de selv bestemme, om de vil være ude eller inde. Sådan lever de 35 heste på Enghøjs Ponyclub. Efter 27 år med en mere traditionel rideskole, tilbyder ægteparret Jan og Mirjam Sarp nu rideferier, der på alle måder tager hensyn til hestenes og rytternes trivsel. Enghøj ligger på det naturskønne Røsnæs, og rideturene går gennem oprindelig dansk urskov over marker og ned til stranden, hvor der er udsigt til Samsø og Sejerø.
Netop fordi hestene kun bliver brugt i skolernes påske-, sommer og efterårsferie, har Jan og Mirjam kunnet indrette foldene og stalden på hestenes betingelser. Betingelser, der giver hestene mulighed for at udfolde deres eget liv, og som samtidigt gør hestene sjovere at kigge på. En lille men klog rød vallak står side om side med et muskelbundt. Hver for sig ville de ikke få meget respekt, men sammen styrer de flokken af vallakker. Pludselig sætter hestene af, og hele flokken galoperer hen over bakkerne og de åbne vidder.

Heste er sociale steppedyr
På konstant vandring efter nye frodige græsmarker. Altid sammen med flokken. Sådan er et naturligt hesteliv. Tamheste minder meget om vildheste, og også de har et stort behov for kontakt til andre heste og for at kunne bevæge sig meget og frit. Her på Enghøj er hestene inddelt i tre grupper – store vallakker og ungheste, små vallakker og hopper. Hver gruppe har en græsfold på ti tønder land, og på hver fold er der træer, buske og dale, der giver læ og bakketoppe, hvor hestene om sommeren stiller sig op for at lade vinden blæse fluerne bort.
- Især de gamle heste har fundet ud af, hvor det bedst kan betale sig at stå, fortæller Jan.
- Det er naturligvis de færreste rideskoler og institutioner med dyr, der kan tilbyde hestene så meget plads. Men hvis hestene i det mindste får lov til at gå to og to på en mindre fold, så deres sociale behov blive dækket, er det udmærket. Heste bør ikke være alene, forklarer Mirjam.
Derfor var ægteparret også nødt til at finde på en løsning, da den 39 årige maskot Tex fik svært ved at klare sig i den store flok. Alene skulle han ikke være. Så de indrettede en mindre fold, hvor han nu nyder sit otium sammen med en hoppe og hendes føl fra i år.
- Han foretrækker at komme ind hver nat, så det får han lov til. Men om morgenen vil han ud igen, og det første han gør er at hilse på hoppen og føllet, smiler Mirjam mens hun kigger over på alderspræsidenten, der græsser fredeligt.

En hestestald uden bokse
Om vinteren bliver de tre mindre porte mod syd i den store stald åbnet. Så kan hestene selv vælge, om de vil være ude eller inde. Stalden er delt i tre, så de tre grupper ikke bliver blandet og portene, der vender mod læsiden, er altid åbne, så dyrene kan komme væk, hvis der opstår gnidninger.
- Løsdriftstalden giver hestene den maksimale bevægelsesfrihed og mulighed for social kontakt. Men man skal være sikker på, at grupperne har etableret deres hierarki inden de kommer ind i stalden. Ellers får de svageste heste ikke lov til at komme ind, oplyser Mirjam
- For at være sikker på, at hver hest får den rigtige mængde mad og vitaminer, binder vi hestene inden de bliver fodret. Men hestene kan helt sikkert godt kan lide det. Så får de lige en times helt uforstyrret ro. Samtidigt lærer de at stå bundet, supplerer Jan.

Løsdriftstalden er nem at holde. Hver dag lægger ægteparret et tykt lagt friskt halm oven på det gamle. Hestenes gødning holder stalden varm, mens halmen holder underlaget tørt og lugtfrit. Om foråret kommer den lokale maskinstation og kører møget væk. Nemt og bekvemt, men det skal gøres med omtanke, understreger ægteparret.
- Når vi har ridelejre, skal rytterne let kunne komme til hestene. De skal kunne sadle og strigle dem uden besvær. Så om sommeren er stalden indrettet som en traditionel stald, hvor hestene står i hver sin boks. Til gengæld slipper vi dem løs på foldene om natten.

Skal ikke dø alene
Selv om hestene på Enghøj bliver meget gamle, sker det naturligvis, at en hest må aflives. Før i tiden blev de kørt til hesteslagteren. Men aldrig alene. Både ægteparret og en flokkammerat tog med, så hesten ikke blev bange. I dag afliver Jan og Mirjam hestene på gården. Det stresser dyrene mindst muligt.
- Vi har ikke noget imod at nogle spiser hestekød. Men transporten af hesten bør foregå efter hesten er aflivet, mener Mirjam,
- Jeg forstår simpelthen ikke, at nogle udsætter deres gamle ridehest for en lang rejse til Sydeuropa bare for at tjene 2000 kr. ekstra.

Ægteparrets dyrevenlighed stopper ikke ved hestene. De spiser gerne kød, hvis altså de ved, at dyret havde et godt liv og fik en anstændig aflivning inden kødet endte på middagsbordet.

Hårdt arbejde
Der hviler en tyk landlig idyl over Enghøj. Den lille gårdhund tager kækt imod, når man kører op på gårdspladsen, hvor prydplanterne blomstrer i maleriske krukker. Solen skinner fra den mælkehvide efterårs himmel og glimter i det spejlblanke hav. Om morgen græsser rådyrene side om side med hestene, fortæller Mirjam, mens hun serverer friskbagte boller. Men man skal tænke sig godt om inden man kopierer ideen med ridelejre. Bag den velholdte gård og de imødekommende heste ligger års erfaring og mange timers hårdt arbejde, og en 14 timers arbejdsdag er mere reglen end undtagelsen. Syv dage om ugen. Men Jan og Mirjam klager ikke. Tværtimod. De nyder samtidigt freden og naturen på spidsen af Røsnæs.